Kunne du tænke dig at lære lidt mere om orienteringsløb? Så er her et eksklusivt træningstilbud til voksne og unge (14 år og op), som har deltaget i vore Familie- og Motionsorientering.

Med den seneste lempelse af forsamlingsforbuddet rettet mod det etablerede foreningsliv kan vi nu sætte gang i vores begynder- og klubtræning for medlemmerne af Kildeholm Orienteringsklub. Da vi ikke helt forventer at blive 25 fra klubben, vil vi gerne benytte lejligheden til at tilbyde de ledige pladser til interesserede voksne og unge (14 år og op), som har deltaget i Familie- og Motionsorientering. Vi håber at kunne friste et par stykker til at komme med til en træning, og derved få et lidt dybere indblik i vores sport, og hvad klubben kan tilbyde.

I løbet af et antal søndage i foråret vil vi afvikle begyndertræning. Vi starter med kortets signaturer og bevæger os derefter videre ud i ledelinjer, kurver, kompas, strækplanlægning og bomteknik. Banerne er ikke specielt lange. Fokus er på teknisk læring frem for fysik. Samtidigt vil der være træningsbaner for de mere erfarne løbere ud fra de samme elementer/træningsmomenter.

Træningen vil blive baseret på app'en UsynligO, som du skal installere på din mobiltelefon enten på forhånd eller på stedet. Medbring derfor mobiltelefon og holder/lomme til at have den i, når du løber. Da træningen forgår inde i terrænet og ikke kun på stier krævet det også gode løbesko og robust løbetøj.

Træningen vil blive gennemført under hensyntagen til gældende Corona-regler. Man kan kun deltage ved bekræftet forhåndstilmelding, og såfremt man er helt rask. Bekræftelsen vil gælde deltageren personligt og ikke familie eller andre.

Den første træning finder sted søndag den 7. marts 10:00 - 12:00. 

Tilmelding kan kun sker via mail direkte til Casper på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Ledige pladser tildeles efter før-til-mølle-princippet, ud fra hvor mange pladser, der ikke besættes af klubmedlemmer. Deltagerne vil så få bekræftelse et par dage i forvejen. Mødested vil blive oplyst deltagerne, da vi af hensyn til forsamlingsforbuddet ikke vil risikere, at der dukker uanmeldte deltagere op. Men det bliver i vores lokalområde for Familie- og Motionsorientering.

Det vil være gratis og uforpligtende at deltage de første par gange.

Vi håber, at kunne byde dig velkommen til vores træning.