Hvor får man 1-2 timers sjove oplevelser, frisk luft og lidt motion sammen med familie og venner en søndag formiddag? Det gør man til Familie- og Motionsorientering med Kildeholm Orienteringsklub.

Familie- og Motionsorientering er en aktivitet, hvor alle kan være med. Sammen med familie og venner eller på egne hånd finder man vej til posterne efter kortet. Det er ikke svært, da ruterne er lette og tilpasset deltagere med ingen eller kun lidt erfaring. Klubbens medlemmer står også klar med instruktion og vejledning.

Små fødder eller en solid klap/barnevogn kan også komme rundt på ruterne. Det tager omkring en time at gå en af turene, der er mellem 2 og 5 km. Har man taget løbeskoene på, går det naturligvis hurtigere. Eller man har måske lyst til at prøve en lidt sværere bane? Så er det også muligt. Med vores nye elektroniske kontrolsystem er der styr på, at du finder de rigtige poster.

Familie- og Motionsorientering foregår på skift mellem Sperrestrup Skov ved Ølstykke og Grønlien Skov & Sillebro Ådal i Frederikssund. Det er muligt at starte mellem 10 og 11 og man skal være i mål senest kl. 13:00. Det koster 40 kr. at deltage per hold på op til 5 personer og 20 kr. for enkeltpersoner.

Søndagene 27. august, 17. september og 8. oktober foregår det i Sperrestrup Skov. Her er der mødested ved Skovbørnehaven Tungegården, Tungegårdsvej 3, Ølstykke. Følg skærmene fra Roskildevej øst for Ølstykke.

Søndagene 10. september og 1. oktober er det i Grønlien Skov & Sillebro Ådal, det går løs. Der er mødested ved naturlegepladsen i Grønlien Grusgrav. Følg de rød/hvide skærme fra indkørslen til Slåenbjerghuse på Ågade i Frederikssund, så kommer du frem.